Fangstjournalen
Om FangstjournalenRegistrer dine fangster for din og for fiskenes skyld

Hvad er en fangstjournal?

En fangstjournal indeholder oplysninger fra en fisketur. Først og fremmest informationer om hvilke og hvor mange fisk, der er fanget samt deres størrelse. For at kunne sammenligne fangsterne fra en fisketur med en anden, skal fisketurens varighed også oplyses. Disse oplysninger fortæller nemlig noget om tætheden af fisk.

Til top

Koster det noget at bruge Fangstjournalen?

Fangstjournalen er gratis. Udvikling og vedligeholdelse betales via det statslige fisketegn.

Til top

Hvad får jeg ud af at udfylde Fangstjournalen?

Først og fremmest hjælper du med at give vigtig viden om fiskebestande. Du får desuden en række personlige fordele. Fangstjournalen gør det nemt at holde styr på dine egne fangster, følge med i hvordan du fisker i sammenligning med andre, du kan vinde præmier, "prale" med dine fangster via Facebook, se fangststatistik for forskellige fiskevande og meget mere.

Til top

Hvorfor gør jeg en forskel når jeg udfylder fangstjournaler?

Fangstjournaler fra lystfiskere giver værdifuld viden om fiskebestandene. I mange fiskevande er målrettet fiskepleje umuligt fordi der ikke findes viden om de lokale fiskebestande. Udfylder du fangstjournal efter hver fisketur, også nulture, bidrager du med vigtig viden om fiskebestandenes ve og vel. Analyser af journalerne giver viden om antallet af fisk stiger eller falder, eller om de store fisk bliver flere eller færre. På den måde kan man holde øje med, om ydre påvirkninger såsom indvandring af skarv, mistanke om ulovligt fiskeri, forurening m.v. påvirker bestanden. Jo flere lystfiskere der udfylder, jo bedre viden får vi.

Til top

Kan jeg se hvad andre fanger?

Du kan ikke "bladre" rundt i andres fisketure, men DTU Aqua udregner forskellige nøgletal baseret på andres fangster og præsenterer disse. Du kan således for de forskellige fiskevande klikke dig frem til hvor mange fisk, der fanges pr. time, fiskenes gennemsnitsstørrelse og maksimumstørrelse samt samlet fangstantal. Hemmelige fangster indgår ikke i denne statistik. Hvis der er mindre end 5 fisketure for en given lokalitet, bliver der ikke lavet offentlig statistik.

Til top

Kan man prale med sine fangster?

Nogle lystfiskere har ikke lyst til at dele deres fangster og fangststeder med andre, mens andre gerne vil vise fisken frem. Når man udfylder en fangst kan man vælge at prale med den, hvilket vil sige at fangsten (vægt/længde) samt dit navn, fangstlokalitet og det tilhørende billede automatisk bliver vist på forsiden af Fangstjournalen. Har du lyst til at prale, men uden at fortælle hvor du fangede fisken, kan du gøre fiskestedet mere eller mindre hemmeligt. Du kan kun prale hvis du har uploadet et billede af fangsten. Pralefangster indgår desuden i et specielt "pralearkiv" som alle har adgang til inklusiv personer som ikke er tilmeldt Fangstjournalen. Du kan når som helst fjerne en fisk fra "pralearkivet".

Til top

Tager det lang tid at udfylde fangstjournalen?

Vi har forsøgt at lave Fangstjournalen overskuelig og nem at udfylde. Mange af oplysningerne er frivillige at udfylde, men der er nogle få ting som du skal huske, f.eks. skal du altid udfylde hvor mange timer du brugte på din fisketur. Første gang du logger ind, skal du dog bruge lidt ekstra tid, da vi gerne vil have nogle stamoplysninger fra dig. Disse oplysninger kan gøre det muligt for DTU Aqua at pejle sig ind på, hvilke typer af fiskerier, der er vigtige indsatsområder for den fremtidige fiskepleje.

Til top

Hvorfor bliver jeg spurgt om min fiskeerfaring og mine fiskevaner når jeg registrer?

Erfarne lystfiskere fanger normalt mere pr. time end uerfarne lystfiskere. Det er derfor vigtigt at kende noget til den enkelte lystfiskers erfaring med lystfiskeri i forskellige fiskevande. Dette kan DTU Aqua blive klogere på ved at spørge hvor mange timer du årligt er ude med fiskestangen og hvor vigtig forskellige typer af fiskeri er for dig. Herefter kan DTU Aqua tage højde for disse forhold når fangsterne bliver sammenlignet.

Når du udfylder Fangstjournalen, vil du engang imellem blive spurgt om 1) den overvejende grund til, at du tog på fisketur 2) hvor tilfreds du var med udbyttet af din fisketur. Hvis du svarer på disse spørgsmål bidrager du til, at DTU Aqua kan blive klogere på, hvorfor folk tager på fisketur og samtidig om, hvorvidt der er særlige typer af fiskeri eller særlige typer af vande, hvor fiskeriet og fiskebestandene har behov for pleje.

Til top

Kan jeg holde mine fangster og mit fiskespot hemmelig?

Ja du kan holde oplysninger om fangster og fiskespot hemmelige. Når du udfylder en fangst kan du markere om fangsten skal være hemmelig. En hemmelig fangst indgår ikke i nogen fiskeristatistikker, som kan ses af andre brugere på Fangstjournalen. DTU Aqua vil samtidig tage specielle hensyn, når hemmelige data bruges og kun anvende hemmelige fangster til videnskabelige formål med fiskepleje for øje og samtidig i sammenhæng med andre data, f.eks. kan de indgå i udregninger af gennemsnitslængder for et givent fiskevand. DTU Aqua vil til enhver tid bestræbe sig på ikke at koble navngivne lokaliteter sammen med “hemmelige" fisk, sådan at de lystfiskere, som ønsker det, kan holde deres fiskepladser og fangster fuldstændig for sig selv. I stedet vil “hemmelige" fangster f.eks. kunne blive koblet med fysiske/kemiske karakteristika eller på groft geografisk niveau (f.eks. Silkeborg Søerne i Gudenåsystemet).

Til top

Hvor lang tid går der inden fangstjournalerne kan bruges til noget?

Det er DTU Aquas forventning, at der går en årrække, inden man for alvor kan udnytte den indsamlede viden. Men allerede på kortere sigt kan data fra Fangstjournalen bruges til at få indsigt i fiskebestandene i forskellige fiskevande og give bedre vidensgrundlag til forvaltningen og udvikling af bestandene.

Til top

Sladrer DTU Aqua om mine fangster?

Nej, vi viser aldrig fangster, med mindre man selv har valgt at prale med sin fangst. Men når lystfiskere rundt omkring i Danmark har udfyldt tilstrækkelig med fangstjournaler, kan vi få vigtig viden om tæthed og størrelse på fiskene i forskellige fiskevande. Det vidensgrundlag kan man bruge til at besvare spørgsmål fra f.eks. lystfiskere, lystfiskerforeninger og offentlige myndigheder. Formålet med Fangstjournalen er at sikre mere viden om fiskebestandene i de danske fiskevande. Den viden vil DTU Aqua bruge til at sikre det bedst mulige fiskeri til gavn for dem, der fisker. Udgangspunktet i vores rådgivning vil være de ikke-hemmelige fangster, men man kan drage nytte af resultaterne fra de hemmelige fangster, hvis DTU Aqua vurderer, at dette ikke udleverer specifikke fiskesteder , rekordfisk eller lign.

Til top

Er det vigtigt at udfylde fangstjournal selvom man ikke fanger noget?

Ja, det er meget vigtigt! Antallet af fisketimer, også på de ture hvor man ikke fanger noget, er særdeles vigtige for at kunne følge om bestandene og de enkelte individer bliver større. En sø hvor man i gennemsnit bruger 10 timer på at fange en gedde vil formodentlig have en lavere tæthed af gedder end en sø, hvor kun bruges 2 timer på at fange en gedde. Kombinationen af antal fisk fanget og timer, der blev brugt, giver således mulighed for at sammenligne fangster over tid i en sø eller mellem forskellige søer. Derfor er det vigtigt at huske at udfylde fangstjournalen selv når der ikke er fanget fisk.

Til top

Hvem andre kan se min fangstjournal?

Det er kun DTU Aqua som har adgang til oplysningerne fra dine fangstjournaler. Ingen andre kan bladre rundt i dine fisketure og fangster. Men nogle af dine fangstoplysninger vil som udgangspunkt indgå i statistikken (fisk fanget pr. time, gennemsnitsstørrelse m.v.) for de forskellige fiskevande, som andre brugere kan se. Hvis du ikke ønsker at videregive oplysningerne, skal du markere din fangst som hemmelig. Omvendt, hvis du markerer en fangst som ”pral” vil flere detaljer (navn, fangststed, dato, længde/vægt) blive vist sammen med fangsten på forsiden og i prale-arkivet. Har du lyst til at prale, men uden at fortælle hvor du fangede den, kan du ændre stedangivelsen. Er du medlem af en lystfiskeriforening kan de også have brug for alle dine fangstoplysninger inklusiv dine hemmelige fangster, men det skal du også selv give tilladelse til.

Til top

Hvem står for Fangstjournalen?

DTU Aqua står for Fangstjournalen. DTU Aqua rådgiver ministerier, myndigheder, lystfiskerforeninger, privatpersoner og mange andre omkring fiskeri og fiskebestandenes ve og vel. Rådgivningen er baseret på forskning, og DTU Aqua hører under Danmarks Tekniske Universitet. Forskningen og rådgivningen er hovedsagelig finansieret via det statslige fisketegn.

Til top